Forside Uddannelse Arbejde Privat
Undervisere på Aalborg Universitet er blevet bedre til at inddrage de studerende i deres forskningsprojekter, og siden oktover 2003 har jeg været tilknyttet et forskningsprojekt igennem Henrik Harder Hovgesen. Det kaldes Digital Natur Registrering, hvor vi arbejder med lommecomputere kombineret med GPS, hvilket giver en masse muligheder. Vi samarbejder med Nordjyllands Amt om at udvikle en "Digital Natur Guide". Det er så meningen, at når turister skal ud at opleve naturen, vil det være muligt at låne en lommecomputer, hvor turisten kan se på et kort, hvor han/hun bevæger sig rundt. Dertil har vi lagt informationer ind på kortet, så når turisten nærmer sig et objekt, popper der information op om det. Og det kan både være tekst, billede, lyd eller en lille film.
I starten lavede jeg mest sekretærarbejde, såsom at skrive mødereferater, læse korrektur på forskningstekster og udforme hjemmesider, men jeg har efterhånden fået mere ansvar. November 2004 havde vi en deadline for en demonstration for amtet og udenlandske gæster fra naturparker rundt om i EU. I den forbindelse stod jeg for overholdelse af deadlines optil og selve demonstrationen som til og med var på engelsk.
Generelt vil jeg sige, at det har været en udfordring og meget spændende og lærerigt at være tilknyttet forskningsprojektet.
Ud over forskningsprojektet Digital Natur Registrering er jeg også tilknyttet Byen, Vejen og Landskabet, TRIV samt Space, Time, Flow.
Se 24NORDJYSKE indslag om forskningsprojektet Digital Natur Registrering fredag den 5. november 2004
Læs hvad NORDJYSKE Stifttidende skrev om forskningsprojektet Digital Natur Registrering fredag den 5. november 2004:
NYSKABENDE: Aalborg Universitet i front med udvikling af PDA-teknologi til fremtidens informationsamfund

Skotske Linda Frazier
er imponeret over den nordjyske teknologi. - Vi er slet ikke lige så langt
fremme i Storbritannien som man er på Aalborg Universitet.
Søren Skov
AALBORG: Nu er det snart slut med at tage brochurer, rejsehåndbøger og kort med i bagagen, hver gang vi opsøger fremmede byer og naturlokaliteter. En nyudviklet teknologi fra Aalborg Universitet giver mulighed for, at man kan få alle de relevante oplysninger gennem en lille håndholdt computer.
Idemanden bag projektet er professor Henrik Hovgesen, Aalborg Universitet, afdelingen for plan og miljø. Og han understreger, at projektet har mange muligheder.
- Vi har i samarbejde med folkene bag pilotprojektet for udvikling af Lille Vildmose som nationalpark udviklet et demo-projekt til naturinformation, men det vil også kunne benyttes til eksempelvis turistinformation eller til at kortlægge trafikmønstre, siger Henrik Hovgesen.
Den rent praktiske udvikling af projektet har Rikke Søe Andersen, studerende på 5. semester, stået for i samarbejde med Henrik Hovgesen.
- Rent praktisk fungerer det på den måde, at den håndholdte PDA-computer er udstyret med GPS-teknik. Vi har udlagt nogle punkter med information omkring Vildmosegård, og når man eksempelvis går rundt her, og nærmer sig det store asketræ i haven, får man automatisk besked på computeren, om hvor man er på et kort over lokalområdet, der kommer et billede på computeren af asketræet, og en stemme fortæller på dansk eller engelsk, at asketræet ved Vildmosegård er Danmarks største, at det er hult og at der kan være 15 børn inde i træet, hvis de ellers tør. Såfremt demo-projektet bliver ført ud i livet på en større skala kan man tilsvarende udlægge nogle GPS-punkter ved udsigtstårne og naturstier, så man automatisk får besked om mulighederne for at opleve naturen, når man bevæger sig rundt i området. Og på lidt længere sigt kan man udlægge GPS-punkter ud over hele landet, så man kan have sin PDA-computer eller 3G-telefon med i bilen og på den måde løbende få besked om hvad man gøre rundt om i landet, forklarer Rikke Søe Andersen.
I går blev det nye demo-projektet med digital naturformidling vist frem til naturformidlere fra hele Europa som led i et EU-projekt om at skabe større tilgængelighed i naturen. En af deltagerne var Linda Frazier, der til daglig arbejder i en nationalpark i Skotland, og hun er begejstret for den nordjyske computerteknologi.
- Der er ingen tvivl om, at det er noget, som kan til naturinformation i mange lande. Faktisk arbejder vi på noget tilsvarende i Storbritannien, men vi er slet ikke så langt fremme som man er på Aalborg Universitet, fortæller Linda Frazier.
Spørgsmålet er så, om det nordjyske demoprojekt bliver ført ud i livet i stor skala.
- Vi har udviklet teknologien, men hvis der skal ske produktion og salg er det ikke os. Det må være op til private initiativtagere, siger Henrik Hovgesen.